
I fredags den 18. september åbnede vi for første gang op for Fabrikaternes døre og bød på boblevand og romkugler i Midtpunktet i Vejle. Med fint besøg af Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, blev vores ’Grand Opening’ markeret med varme ord efterfulgt af sløjfe klipning og entré.
I løbet af dagen mødte op mod 500 nysgerrige sjæle op for at opleve vores Makers håndlavede detail-værker i alt lige fra mode og kunst, til garn og kaffe – alt sammen selvfølgelig økologisk. Her fik de besøgende muligheden for en hyggelig snak om inspirationen og processen der ledte til de endelige produkter.
Dagen forløb med gourmet kaffe smagning af Fabrikanternes egne Aekvatorkaffe, som importerer kaffebønner direkte fra deres farm i Ecuador til vores lokaler, hvor de ristes og brygges til god kaffe. Derudover gjorde vi plads til at alle kunne prøve sine kreative kræfter af i en workshop arrangeret af Camilla Bjerre, der i første omgang var tænkt for børn, men hurtigt blev overtaget af legeglade voksne. Derfor vil vi flotte os lidt og med smil på læben kalde det en succes.
Hvis du nu var så uheldig at du gik glip af dagen, med hvilken årsag du nu kunne finde på, så frygt ej, vi har åbent hverdagene 11-17 og lørdag 10-14, og tager altid glædeligt mod gæster!
Share this Post